** Undskyldninger virker – også dem, der ikke stikker så dybt.
Det er for mange IKKE så nemt at give en undskyldning, men det virker,
hvis det er ægte.
Selv i de bedste og kærligste parforhold, kommer parterne ind imellem til at såre hinanden.
Nogle gange endda med vilje.
I kærlighed laver vi fejl, og gør hinanden ondt.
Når du undskylder, viser du at du har forstået hvad modparten oplever. Du har forstået, hvad der var generede, sårende eller stødene for den anden.
Måske har du glemt en aftale, der var betydningsfuld for din kæreste,
måske siger du noget, der sårer din partner,
eller måske kommer du utilsigtet til at gøre en dårlig situation værre.
Undskyldninger kan deles op i 3 kategorier
En almindelig overfladisk hverdags undskyldning, der ikke stikker så dybt,
En medfølende undskyldning, bagud eller fremadrettet
En seriøs følelsesmæssig undskyldning som har dyb betydning.
Overfladiske hverdags undskyldninger:
”Åhhh, det er jeg ked af”.
”Woops, det må du undskylde”.
Ej undskyld, det var ikke med vilje.
Det var vist ikke så rart for dig, undskyld.
Det havde jeg ikke lige tænkt på, sorry
…når du bumper ind i nogen i bussen,
kommer til at hoste midt i en sætning
eller måske udtaler et ord forkert,
har glemt en aftale
eller kom til at vrisse af den anden.
I hverdagen, og når situation ikke er tilspidset, smider vi oftere rundhåndet med undskyldninger, som er et udtryk for høflighed og almindelig dannelse.
Medfølende Undskyldninger
Hvis du hører, at din ven har været ude for noget svært, som fx at miste et familiemedlem, kan du måske sige:
”Det gør mig så ondt på dine vegne. Jeg er så ked af, du skulle det igennem”.
Man kan sige, at disse undskyldninger er dem, hvor du ikke som sådan har gjort den anden ondt, men viser din empati eller dit nærvær ved at tilkendegive, at du ser, og har medfølelse for et medmenneske, der har oplevet noget svært eller ubehageligt.
Eller det kan være en fremadrettet undskyldning; “Vi beklager hvis vi kommer til at larme i opgangen på lørdag, da ældstebaret holder studentergilde”
Selvom medfølende undskyldninger, ikke nødvendigvis har noget at gøre med en undskyldning for noget, du har gjort, viser forskning, den gestus det er at undskylde noget ubehageligt, den anden har været ude for, har en positiv effekt i forhold til tillid til hinanden.
Seriøs følelsesmæssig undskyldning
Så hvad betyder noget i forhold til den følelsesmæssige undskyldning? Altså der, hvor man VIRKELIG har følelser i klemme.
Undskyldninger er seriøse, hvis disse 4 faktorer er i spil:
1. Du skal mene det.
Når du kommuniker til din partner, at du oprigtigt og ærligt er ked af noget, du har sagt eller gjort, hjælper undskyldningen til at bane vejen for forståelsen og tilgivelsen.
Undskyldninger virker, fordi du tager ansvar for det, det er sket imellem jer, og den indstilling hjælper til at hele såret.
Det eneste, der kan hindre denne effekt, er hvis du undskylder hele tiden. Hvor en undskyldning bliver et kort, du kan smide for at undgå konflikt. Mange undskyldninger udhuler nemlig effekten.
2. Din undskyldning skal handle om din partner – ikke om dig selv.
Din undskyldning skal reflektere en ægte bekymring og omsorg for den anden. Din undskyldning skal altså handle om det, den anden har oplevet ved det, du sagde eller gjorde – det, der forvoldte din partner smerte.
Hvis du undskylder for at give dig selv lettelse, er det ingen reel undskyldning.
Tænk over, hvordan det kan være, at du undskylder. Hvad handler din undskyldning om? Om at give dig selv lettelse – eller om at lette den, du har gjort fortræd?
En ægte undskyldning rummer bekymring og anerkendelse af den andens smerte og en italesættelse af, hvad din egen rolle er i sagen.
3. Vær ydmyg.
En arrogant undskyldning er et forsøg på at lægge skyld over i den anden.
”Jeg er ked af, at du ikke syntes, jeg taler pænt til dig” – er således ikke en undskyldning.
Du indrømmer ikke, at du talte grimt, men at partneren opfattede det sådan, og det er ikke en undskyldning.
Selvom det er en sætning, der starter godt, fordi du taler ud fra dig selv (”jeg er ked af” …), så er det i virkeligheden en benægtelse af partnerens opfattelse og dermed ikke et udtryk for noget, du selv har en andel i.
Med en ydmyg undskyldning tager du selv ansvar for din del af miseren, fx ”Jeg er ked af, at jeg talte grimt til dig”.
4. Se din undskyldning i et større perspektiv.
I parforhold ønsker parterne som regel at passe på hinanden og beskytte hinanden.
Når vi laver fejl og må undskylde, kan det være en god idé at sætte et lidt større perspektiv ind i undskyldningen.
”Jeg er så ked af, jeg blev ophidset og vred og sagde grimme ting. Jeg er særligt ked af det, fordi jeg ved, at det er noget, der går dig på, og vi jo sammen arbejder på at forbedre kommunikationen. Jeg har lagt mærke til alle de anstrengelser, du gør dig, for at vi får et bedre parforhold, og derfor er jeg så ked af, at jeg har gjort dig ondt”.
Den ægte og virksomme undskyldning kræver altså lidt omtanke.
At undskylde er at tage ejerskab og være ærlig,
og det er godt i alle menneskelige relationer.
Pas godt på kærligheden
Ann