Kend dine indre dele, og forstå hvorfor de tager over – og lær hvordan du finder balancen igen.
Har du nogensinde følt, at en del af dig tager styringen, som om du mister kontrollen? Måske lover du dig selv, at du denne gang vil reagere anderledes – men alligevel eksploderer du i vrede over en lille ting. Måske dulmer du en indre uro med mad, alkohol eller arbejde, selvom du godt ved, at det ikke løser noget på lang sigt. Eller måske er du fanget i en uendelig selvkritik, hvor intet, du gør, føles godt nok.
Disse mønstre kan føles frustrerende og uforståelige. Hvorfor handler vi imod vores egne bedste intentioner? Hvorfor fortsætter vi med vaner og reaktioner, vi egentlig gerne vil slippe?
Måske har du forsøgt at ændre dig. Ændre de indre dele du ikke bryder om. Du har prøvet at tænke positivt, udvise mere viljestyrke eller blot “tage dig sammen” – men alligevel vender mønstrene tilbage. Det kan føles som en kamp mod dig selv.
Men hvad nu, hvis disse sider af dig ikke er fejl, men beskyttelsesmekanismer? Hvad hvis de ikke prøver at skade dig, men faktisk har forsøgt at hjælpe dig hele tiden?
Kend dine indre dele og forstå hvorfor de reagerer, som de gør:
Mange af de mønstre, vi kæmper med som voksne, har rødder i vores tidligere oplevelser. I IFS-terapi (Internal Family Systems) ser vi sindet som naturligt opdelt i forskellige dele – en slags indre familie, hvor hver del har sin egen stemme, følelser og intention.
Alle disse dele hjælper os med at fungere i hverdagen – de kan være strukturerede, kreative, grænsesættende eller legesyge. Men når vi oplever svære ting i livet, især i barndommen, kan nogle af disse dele tage roller af mere ekstrem karakter på sig for at beskytte os.
Indre dele eksempler:
- Vreden kan have været en nødvendighed, der hjalp dig med at sætte grænser i et miljø, hvor du ikke blev hørt. Den har lært at være stærk, fordi den måske engang var det eneste, der beskyttede dig.
- Selvkritikken kan være en stemme, der forsøger at sikre, at du ikke fejler eller bliver afvist. Hvis du er hård ved dig selv først, gør det måske mindre ondt, hvis andre også kritiserer dig.
- Overspisningen eller andre former for overforbrug kan have været en måde at dulme svære følelser på. Måske var der en tid, hvor trøst gennem mad eller distraktion var den bedste strategi for at komme igennem smerten.
Disse mønstre opstod ikke uden grund. De blev skabt i en tid, hvor du havde brug for dem. Og selvom de måske ikke længere tjener dig på samme måde, fortsætter de, fordi de stadig tror, at de beskytter dig.
Så hvordan bryder du mønsteret?
Mange prøver at bekæmpe disse dele af sig selv – at undertrykke vreden, stoppe selvkritikken eller kontrollere trangen til at dulme følelser. Men ofte gør det kun problemet værre, fordi disse dele føler sig endnu mere pressede og reagerer kraftigere.
I IFS-terapi gør vi noget helt andet: Vi møder dine dele med nysgerrighed og forståelse.
I stedet for at skælde dem ud eller forsøge at få dem til at forsvinde, lytter vi til dem. Vi undersøger, hvad de forsøger at beskytte dig imod, og hvordan de har hjulpet dig tidligere. Når disse dele føler sig hørt og forstået, kan de begynde at give slip på deres ekstreme roller – og du kan finde nye, mere hensigtsmæssige måder at håndtere dine følelser på.

At finde indre balance.
Målet med IFS-terapi er ikke at fjerne eller undertrykke dele af dig selv, men at skabe en indre harmoni. Når dine dele ikke længere behøver at kæmpe for at beskytte dig, kan de begynde at samarbejde i stedet for at modarbejde hinanden.
Og det er her, du får adgang til noget vigtigt: Dit Selv – den del af dig, der er rolig, vis, medfølende og stærk. Dit Selv er ikke en del, men din kerne. Det er den del af dig, der kan møde dine følelser uden at blive overvældet, tage beslutninger fra et sted af klarhed og forbinde dig med andre på en ægte måde.
Når du lærer at lytte til dine dele med nysgerrighed i stedet for modstand, vil du opdage, at du ikke behøver at være fanget i de samme mønstre resten af livet.
Er du klar til at tage det første skridt?
IFS-terapi kan hjælpe dig med at forstå dig selv på en ny måde – og skabe varig forandring uden kamp. Læs mere om, hvordan du kan starte din IFS rejse her.
Kærligst,
Ann