Hjælp til bedre balance i livet
Alle mennesker oplever perioder i livet, hvor det hele bliver svært. Nogle gange finder vi selv vej igennem det, og andre gange kan det være svært at se, hvordan vi skal komme videre.
Her kan psykoterapi være en hjælp.
Du kan få hjælp nu med psykoterapi
I terapien får du et trygt rum, hvor der er plads til at undersøge det, der er svært, uden at du behøver at have alle svarene på forhånd. Sammen ser vi på dine tanker, følelser, kropslige reaktioner og handlemønstre og prøver at forstå, hvad der ligger bag.
Mit udgangspunkt er, at der som regel er en mening med den måde, vi reagerer på – også når vores reaktioner ikke længere hjælper os.
Jeg har mange års erfaring i at hjælpe mennesker der har det svært. Læs også hvad tidligere klienter har sagt om psykoterapi hos mig.
Tøv ikke med at kontakte mig, for en uforpligtende gratis 20 min. telefonisk forsamtale, om hvad du har brug for. Udfyld kontakformularen, eller ring på 26 80 63 19
Måske du kan genkende noget af dette:
- Du føler dig drænet for energi, nedtrykt eller trist.
- Du oplever sårbarhed, uro eller forvirring, og alting virker uoverskueligt.
- Du tvivler på dig selv og har svært ved at træffe beslutninger.
- Du har mistet fornemmelsen af, hvem du er, og hvad du selv har brug for.
- Du er meget selvkritisk og føler, at du ikke er god nok.
- Du forsøger hele tiden at præstere, kontrollere eller gøre tingene rigtigt.
- Du bliver let vred, ked af det eller frustreret og forstår ikke altid hvorfor.
- Du oplever, at de samme problemer og mønstre gentager sig igen og igen.
- Du længes efter mere ro, selvaccept og balance i dit liv.
Når det du gør faktisk prøver at hjælpe dig.
Nogle af de mønstre, vi kæmper mest med, er ikke opstået uden grund.
Måske har du lært at være meget selvstændig, fordi det engang ikke føltes trygt at være afhængig af andre. Måske er du blevet meget kontrollerende, fordi kontrol på et tidspunkt gav dig en følelse af sikkerhed. Måske er du blevet god til at tilsidesætte dine egne behov, fordi det var vigtigt at tage hensyn til andre.
Det betyder ikke, at mønstrene altid er hjælpsomme i dag.
Men de kan have haft en vigtig funktion.
Derfor handler terapi ikke kun om at få en bestemt adfærd til at forsvinde. Det handler også om at forstå, hvad der ligger bag den.
Hvad prøver denne del af dig at hjælpe dig med?
Hvad forsøger den at beskytte dig imod?
Og hvad har du egentlig brug for i dag?
Når vi bliver mere bevidste om vores indre mønstre, bliver det muligt at møde os selv på en anden måde. Og derfra kan nye handlemuligheder begynde at opstå.
Måske du har en historie med dig
Vores måde at være i verden på formes gennem hele livet. Relationer, opvækst, tab, svære oplevelser og perioder, hvor vi har følt os alene eller overvældede, kan sætte sig i os.
Det kan være:
- omsorgssvigt eller manglende følelsesmæssig kontakt
- forskellige former for misbrug i familien
- psykisk eller fysisk vold
- seksuelle overgreb
- tab og sorg
- krænkelser eller andre grænseoverskridelser
- svære relationer
- eller oplevelser, som måske ikke umiddelbart virker store, men som har sat dybe spor i dig.
Det behøver ikke altid være én bestemt begivenhed, der forklarer, hvorfor du har det, som du har det.
Nogle gange er det summen af mange små og store erfaringer, der har lært dig bestemte måder at passe på dig selv på.

Når du føler du står i vejen for dig selv
Måske kender du tankerne:
Hvis bare jeg ikke var så følsom, ville vi ikke have så mange konflikter.
Hvis bare jeg var dygtigere, ville jeg ikke føle mig så presset.
Hvis bare jeg var lidt tyndere, ville jeg være værd at elske.
Hvis bare jeg kunne tage mig mere sammen, ville jeg have styr på mit liv.
Vi kan let komme til at tro, at løsningen er at blive en anden.
Men ofte handler forandring ikke om at presse os selv til at være anderledes. Det handler om at forstå, hvorfor vi er blevet, som vi er – og begynde at møde os selv med større omsorg.
At finde den røde tråd
Når du begynder i psykoterapi, er det ofte, fordi noget ikke længere fungerer, som du ønsker.
Sammen undersøger vi de mønstre, der gentager sig. Hvad der sætter dem i gang. Hvad du mærker i kroppen. Hvilke følelser der kommer. Hvad du tænker om dig selv og andre – og hvad du gør for at håndtere det.
På den måde kan vi begynde at finde den røde tråd.
For nogle gange er det, vi gør for at få det bedre her og nu, samtidig med til at fastholde problemet på længere sigt.
Når du forstår sammenhængen, bliver det lettere at vælge anderledes.
Ikke fordi du skal kontrollere dig selv mere.
Men fordi du får flere muligheder.

Fra indre kamp til større balance
Jeg tror på, at vi mennesker rummer mange forskellige sider.
En del af dig kan være modig og stærk, mens en anden del er bange. En del længes efter nærhed, mens en anden helst vil beskytte dig ved at trække sig. En del vil gerne give slip på kontrollen, mens en anden bliver utryg, når du gør det.
Det kan føles som et indre tovtrækkeri.
I terapien arbejder vi med at skabe større forståelse mellem disse forskellige sider af dig, så de ikke behøver at kæmpe så meget imod hinanden.
Forandring begynder ofte, når du ikke længere behøver at være i krig med dig selv.
Psykoterapi, en vej til større frihed
Det, der er ubevidst, kan styre os. Det, vi bliver bevidste om, kan vi begynde at gøre noget ved.
Psykoterapi handler derfor ikke om at finde fejl ved dig.
Det handler om at blive klogere på dig selv, dine relationer og de mønstre, du har udviklet gennem livet.
Du får mulighed for at forstå dig selv på nye måder, møde dine følelser med større omsorg og finde nye måder at håndtere det, der er svært.
Målet er ikke, at du aldrig mere bliver vred, ked af det, bange eller usikker.
Målet er, at du kan være med det, der opstår, uden at det behøver at tage styringen over dit liv.
Og måske opdager du undervejs, at der bag alle dine strategier findes en roligere, stærkere og mere omsorgsfuld side af dig, som har været der hele tiden.
Hvordan forgår psykoterapi?
Du er velkommen til at kontakte mig telefonisk eller via kontaktformularen, så finder vi sammen en tid, der passer.
Den første samtale handler blandt andet om, hvad der bringer dig i terapi, og hvad du håber at få hjælp til. Du behøver ikke på forhånd vide præcis, hvad problemet er, eller hvordan det skal løses.
Du kan komme med det, der fylder.
En individuel session varer 60 minutter.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt psykoterapi er det rigtige for dig, er du meget velkommen til at kontakte mig for en gratis 20 min. telefonisk forsamtale.
Ved terapi til unge under 18 år skal begge forældre skrive under på en lovpligtig samtykkeerklæring.
Læs mere om: Stress | Depression| Vrede | Lavt selvværd

kontakt mig
Start med en gratis 20 minutters forsamtale
I en telefonisk forsamtale afklarer vi dit behov for hjælp til overspisning og taler om et muligt individuelt terapiforløb.
Du kan skrive til mig døgnet rundt via kontaktsiden, så aftaler vi et tidspunkt for forsamtalen.
Referencer
Det siger mine klienter
Terapien har gjort mig meget mere tilfreds med mit liv, jeg finder nu ro i overbevisningen om at jeg nok skal nå de fleste af mine mål – det tager måske lidt længere end jeg troede, til gengæld kan jeg nå at have sjovt undervejs.

